Pirat sad fængslet i over et år, slap for straf og har fået afslag på erstatning. Nu går han rettens vej
En nigeriansk mand, som i efteråret 2021 fik sat det ene ben af efter at være blevet skudt og såret af danske soldater ud for Afrikas kyst, har fået en benprotese.
Det oplyser mandens advokat, Jesper Storm Thygesen fredag i Københavns Byret, hvor manden kræver godt en halv million kroner i erstatning fra den danske stat, fordi han i omkring et år sad varetægtsfængslet.
I november 2022 blev han i Københavns Byret dømt for at have udsat danske soldaters liv for vare ved at have været om bord på en båd med bevæbnede pirater, som angreb det danske krigsskib “Esbern Snare”.
Men retten valgte at lade straffen bortfalde og henviste i den forbindelse til sagens helt særlige omstændigheder.
Ud over den benamputerede mand blev tre andre pirater taget til fange. Men Justitsministeriet gav ordre til, at de ikke skulle retsforfølges i Danmark, og de blev derfor sluppet fri ud for Afrikas kyst.
Men den benamputerede blev bragt til Danmark, varetægtsfængslet og dømt – men altså ikke straffet – og siden har han krævet erstatning fra den danske stat, men fået afslag fra både Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) og fra Rigsadvokaten. Nu prøver han via domstolene.
Sagens hovedperson er ikke til stede ved fredagens retsmøde, og dommeren indledte derfor også med at sende den fremmødte tolk hjem igen.
Specialanklager Andreas Laursen fra SSK og advokat Jesper Storm Thygesen fremlægger fredag formiddag deres synspunkter i sagen. Laursen mener ikke, at der kan gives erstatning, fordi nigerianeren har udvist, hvad der kaldes for “egen skyld”.
Det er med andre ord hans egne handlinger, som har medført, at han er blevet pågrebet, varetægtsfængslet og dømt, og at forløbet har været, som det blev. Derfor kan der ikke gives erstatning.
I december 2022 kunne Ekstra Bladet fortælle, at selv om manden var blevet lovet en benprotese, så havde han på det tidspunkt ikke fået den endnu. Myndighederne havde ikke truffet en afgørelse om bevilling, fordi man ikke havde klarlagt, hvor pengene skulle komme fra.
Fredag oplyser Jesper Storm Thygesen imidlertid, at manden nu har fået protesen, og at han har haft den i et stykke tid.
Storm Thygesen er i øvrigt enig med specialanklager Laursen i, at nigerianeren har udvist egen skyld.
– Det kan jeg ikke komme udenom. Der ligger jo en dom om, at man er skyldig for overtrædelse af straffeloven, lyder det fra Storm Thygesen.
Men sagen er så speciel, at der alligevel skal gives erstatning, mener advokaten. For manden burde aldrig være blevet bragt til Danmark.
Allerede i december 2021, da han blev udskrevet fra det hospitalet i Ghana, hvor han var indlagt i tiden efter amputationen, var han ikke længere behandlingskrævende.
Han burde være løsladt sammen med de tre andre. Og den eneste grund til, at han ikke blev det, var at den danske mission ikke var ordentlig planlagt, mener advokaten.
Danmark burde på forhånd have indgået en diplomatisk aftale med et afrikansk land, om at det ville huse og retsforfølge eventuelle tilfangetagne.
– Han har siddet varetægtsfængslet i 1 år og 20 dage uden anden grund end at han mistede sit ben, og at Danmark ikke havde sine internationale aftaler på plads, lyder det fra Jesper Storm Thygesen.
Den benamputerede pirat opholder sig fortsat i Danmark. Han har siden dommen i byretten fået opholdstilladelse i Danmark.
Der afsiges dom i sagen 20. september.