Grønlands landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen holder torsdag pressemøde i kølvandet på Trumps melding om en rammeaftale om Grønland. Presse-fotos.dk følger med fra pressemødet.
Det var opsigtsvækkende, da Donald Trump efter et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, onsdag meldte, at der var en ramme for en aftale omkring Grønland.
Noget, som der ikke er blevet bekræftet af andre end den amerikanske præsident.
Nu reagerer Grønlands landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen på Trumps udtalelser.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Ingen andre end Grønland og Kongeriget Danmark har mandat til at lave aftaler om Grønland. I forhold til aftalen så ved jeg ikke, hvad der konkret er i aftalen.”
“Men vi har sagt fra begyndelsen, at vi har nogle røde linjer. Vi bliver nødt til at respektere nationale grænser og integritet samt suverænitet, det er en rød linje, som ingen må krydse,” siger Jens-Frederik Nielsen.
Landsstyreformanden understreger flere gange, at hele situationen omkring Grønland er større end bare forholdet til USA. Det handler om at “opretholde verdensordenen”, lyder det.
Jens-Frederik Nielsen fortæller, at Grønland også har repræsentanter, som er en del af den arbejdsgruppe, der er blevet aftalt mellem USA, Danmark og Grønland.
Han nævner flere gange, at det, som Grønland efterspørger, er en respektfuld dialog gennem de rigtige kanaler.
“Og det virker som om, at det også er ønsket fra de andre aktører nu,” siger han.
Kender ikke til aftalens indhold
Det var forud for pressemødet spændende at høre, hvordan den grønlandske leder reagerede på mødet mellem Donald Trump og Natos generalsekretær, Mark Rutte.
Men Jens-Frederik Nielsen kender altså ikke til indholdet i aftalen.
Han fortæller dog, at det er hans opfattelse, at Mark Rutte har præsenteret den amerikanske præsident for Grønlands position.
“Som jeg forstår det, så var diskussionen om vores fælles mål, som vi er enige om: Vi bliver nødt til at gøre mere i Arktis. Vi havde repræsentanter, der snakkede med Mark Rutte for et par dage siden.”
Landsstyreformanden nævner desuden, at Grønland er klar til at have mere militær tilstedeværelse i Grønland.
Donald Trump meldte også onsdag, at aftalen indeholdte planer om ‘Golden Dome’, som er et forsvarssytem, USA vil have i Grønland. Jens-Frederik Nielsen afviser det ikke umiddelbart på pressemødet.
“Vi skal have en respektfuld og god dialog, hvor vi skal diskutere sådanne ting. Vi har allerede en forsvarsaftale med USA. Vi er en del af Nato, så vi er villige til at diskutere og gøre mere.”
“Vi vælger Danmark, EU og Nato”
Meldingen fra Jens-Frederik Nielsen var endnu en gang klar til amerikanerne. Grønland vil ikke være en del af USA.
“Grønland vælger det Grønland, som vi kender i dag, der er en del af kongeriget Danmark. Vi har udviklet samfundet, demokratiet og landet under kongeriget Danmark samt Nato.”
“Vi har fået selvstyre og retten til egenbestemmelse gennem de danske rammer,” siger han.
Landsstyreformanden nævner desuden de demonstrationer, som der har været i Grønland på det seneste, og understreger, at de handlede om, at man skal respektere international lovgivning.
Opdateres..
