Olsen-banden kan snart fejre jubilæum. Den sjette Olsen-banden-film i rækken fylder nemlig 50 år, og der er lagt op til stor fest.
I anledning af 50-året for Olsen-banden-filmen Olsenbandens sidste bedrifter bliver filmen fejret i stor stil rundt omkring i København.
Tyske fans står for underholdningen, når de genskaber en scene fra den sjette Olsen-banden-film i rækken.
Derudover samles der ind til en statue af banden, og der vil ligeledes være en særlig visning af filmen i det nedlagte Vridsløselille Fængsel i Albertslund.
Det skriver Moving PictureHaus i en pressemeddelelse.
I første omgang vil en gammel HT-bus med en flok tyske fans sætte kurs mod København, hvor de agter at genskabe en ikonisk scene fra filmen.
Den særprægede scene tager udgangspunkt i Kjeld og Yvonnes søn, Børge, som åbner Knippelsbro. Her vil bussen ankomme til Knibbelsbro i Indre By klokken 13.30, hvor broen kortvarigt vil blive åbnet.
Skuespiller, Jes Holtsø, som spiller Børge i Olsen-banden-filmene, vil endnu engang sejle under broen i en timet og tilrettelagt aktion.
Dette finder sted torsdag den 29. august.
Olsen-banden festuge
Festlighederne fortsætter en uge senere lørdag den 7. september, hvor op mod 1.000 fans samles bag den ikoniske grønne port i det tidligere Statsfængsel i Vridsløselille. Her vil man se den sjette film på det hvide lærred.
‘Vi gør alt hvad vi kan for at genskabe detaljer fra filmen i fængslet, hvor visningen foregår. Men at vi nu får hjælp fra den tyske fanklub til også at genskabe en scene ude i byen, er jo helt fantastisk. Og hvis det ekstra fokus kan være med til at få statueprojektet helt i mål, så efterlader vi også et minde til fremtidige filmfans,’ udtaler talsmand for Moving PictureHaus, Lars B. Frahm, i pressemeddelelsen.
I løbet af fejringen vil Olsen-banden Stueforening også fortsætte deres indsamling til en statue, som har til hensigt at blive udstillet på Tingstedet i Valby.
Olsenbandens sidste bedrifter bliver vist lørdag den 7. september kl. 19.30. Billetter til arrangementet koster 85 kroner og kan købes på Portens hjemmeside.