Overfaldet af gruppe: Mand stukket ned ved biograf

En mand er hastet til hospitalet efter han er blevet stukket med kniv. En gruppe har overfaldet manden og stukket en kniv i ham adskillige gange.

Det fortæller politiet til BT.

“Den forurettede bliver overfaldet af tre-fire personer, og i den forbindelse bliver han stukket med en kniv i låret og i den ene balle”, siger vagtchef Lars Denholt.

Knivoverfaldet fandt sted sent lørdag aften, hvor akutberedskabet hastede ud til stedet og fandt manden hårdt såret.

“Gerningsmændene løber i den ene retning, og han løber i den anden retning og bliver fundet af nogen, så der bliver tilkaldt en ambulance. Han bliver kørt på sygehuset,« siger vagtchef Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til mediet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Han har dog ikke været i livsfare, men har modtaget behandling for flere knivstik flere steder på kroppen.

Der er ikke foretaget anholdelser i sagen og derfor søger politiet vidner i sagen om knivoverfaldet ved biografen på Træskogården i Slagelse.

“På nuværende tidspunkt har vi ikke noget om motiv eller relationer. Den forurettede skal afhøres grundigt i løbet af formiddagen”, afslutter vagtchefen.

For blot en dag siden rykkede politiet ud til en anden hændelse, hvor to personer blev stukket med kniv. En søn har overfaldet sine forældre og tildelt dem flere knivstik.