I alt syv personer er kommet til skade efter en bybus torsdag eftermiddag var involveret i et færdselsuheld med fodgængere ved Banegården i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi på den sociale platform X.
Fire af de tilskadekomne var passagerer i bussen, en af de tilskadekomne var fodgænger, mens også to betjente er kommet til skade.
Fodgængeren er kørt på skadestuen, men for de øvrige seks er der tale om lettere skader.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Fodgængeren er umiddelbart udenfor livsfare, skriver Østjyllands Politi.
Brandvæsen og ambulancer blev tilkaldt til stedet.
Vagtchef ved Østjyllands Politi Mikael Hamann fortæller til DR, at ulykken skete, da bybussens chauffør fik et ildebefindende og ramte ind i en politibil og en personbil.
Sammenstødet med personbilen skubbede så bilen ind i den fodgænger, der efterfølgende er blevet kørt på skadestuen.
Passagerer styrede bagefter bussen ind i en bygning, så den ikke kørte videre, fortæller vagtchefen til DR.
Århus Stiftstidende skriver, at bussen kørte ind i en butik på Ny Banegårdsgade.
Vagtchef Mikael Hamann fortæller til DR, at chaufføren er ved bevidsthed efter sit ildebefindende.
Politiet har afspærret området og beder om, at trafikanter i området respekterer anvisningerne.