Grisetransport med 200 grise er væltet

Illustrationsfoto

En grisetransport med 200 grise er tirsdag morgen væltet på Lundingvej mellem Starup og Hejsager ved Haderslev.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X lidt efter klokken 07.30.

Det er alene den ene vognbane, som er spærret som følge af ulykken.

– Man kan passere stedet, siger vagtchef Søren Strægaard fra politiet.

Føreren er ikke kommet til skade i ulykken, oplyser vagtchefen, som ikke kan sige noget om dyrenes tilstand.

En dyrlæge er tilkaldt for at se nærmere på grisene, og så er føreren af transporten ved at undersøge, om han kan skaffe et andet køretøj, som grisene kan blive flyttet over i.

Politikredsen kan lidt efter klokken 07.30 ikke sige, hvad der formodes at være årsag til ulykken, som er sket på en lige strækning.