Optagelser, som en politiagent har optaget i skjul, er med til at fælde 30-årig mand for knivdrab i 2016
I årevis var det uvist, hvem der med flere knivstik dræbte højgravide Louise Borglit i Elverparken i Herlev i 2016.
Men mandag formiddag er en i dag 30-årig mand kendt skyldig drabet på den 32-årige kvinde.
Retten i Glostrup har tilsidesat mandens egen forklaring om, at han om aftenen fredag den 4. november var hjemme hos en kammerat. At han tog narko og spiste aftensmad der.
– Tiltaltes forklaring herom fremstod usikker og usammenhængende, læser retsformand Henrik Munkholm op fra skyldkendelsen mandag formiddag.
Det var mørkt den pågældende aften. Det regnede, og Louise Borglit havde derfor regntøj på, da hun gik en tur i Elverparken for at lufte sin søsters hund, Maggie.
Derfor mener retten ikke, at den tiltalte kunne se, at kvinden var højgravid.
Hun blev stukket 11 gange med kniven, og en del af hendes næse blev skåret af i overfaldet. Drabsvåbnet er aldrig blevet fundet, og der er intet DNA, som knytter den 30-årige mand til drabet.
I en længere periode virkede det udad til, at politiet stod på bar bund. Men bag facaden fik det indsat en politiagent sammen med den nu 30-årige mand, som på daværende tidspunkt afsonede en dom for drabsforsøg på sin ekskæreste.
Agenten “Frank” bar skjult optageudstyr på sin krop, og der var ligeledes sat optageudstyr op i den 30-åriges fængselscelle.
På de her optagelser taler den 30-årige om drabet, og det er ifølge retten i overvejende grad den 30-årige selv, som bragte drabet i Elverparken på banen.
Den 30-årige har selv forklaret i retten, at han alene talte om drabet, fordi han indledningsvist havde været mistænkt i sagen, og fordi han ville gøre sig interessant over for “Frank”. Men den forklaring køber retten ikke.
De juridiske dommere og nævningerne har lagt vægt på, at manden fortæller om, hvordan drabet fandt sted, og han passer på et signalement, som blev sendt ud fra politiet efter drabet.
Desuden kontaktede en overlæge på psykiatrisk afdeling politiet nogle dage efter drabet, fordi den 30-årige havde bedt om at blive indlagt, og den erfarne læge mistænkte, at manden stod bag knivdrabet i Elverparken.
– Det beviser samlet, at (den 30-årige, red.) er gerningsmand til drabet på Louise Borglit, opsummerer retsformand Henrik Munkholm.
Sagen, der blev indledt ved retten i maj sidste år, har længe stået stille, da både by-, lands- og Højesteret skulle tage stilling til, om de skjulte optagelser foretaget af politiagenten “Frank” måtte bruges som bevis.
Det sagde Højesteret i maj god for.
Dommen ventes senere mandag. Her kommer det frem, hvilken straf eller sanktion manden idømmes for drabet.
Senioranklager Bo Bjerregaard har på forhånd varslet, at han går efter at få manden idømt fængsel på livstid, subsidiært en forvaringsdom, som er en tidsubestemt sanktion.