Der har været fare for, at stilladset ved Børsen i København kunne vælte, som følge af en stormskade.
Det skrev Københavns Politi søndag aften i et opslag på det sociale medie X.
– Stormskade. Der er fare for, at stilladset ved Børsen kan vælte, lød det.
Grundet risikoen for kollaps havde politiet spærret af ved den nærliggende Knippelsbro. Vejen er spærret i begge retninger fra Torvegade og Børsbroen, skriver politiet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Et stilladsfirma blev tilkaldt, så skaden kunne udbedres.
Politiet skrev videre, at tidshorisonten for afspærringen og udbedringen var ukendt.
Børsen var omgivet af et stillads som følge af et restaureringsarbejde, der blev påbegyndt i 2022.
Den 16. april udbrød der brand i den historiske bygning, og halvdelen af den stod nu som en brandtomt.
Her havde man arbejdet på at fjerne stilladset, fordi det udgjorde en risiko for skader på den del af bygningen, der ikke var brændt.
Hvorvidt stormskaden kunne være til fare for den tilbageværende halvdel af Børsen, fremgik ikke af meldingen fra politiet.