Politiet advarer naboer om kraftig røgudvikling i forbindelse med brand i et villakvarter
Tidligt tirsdag aften er der udbrudt brand på villavejen Skaglen i Viborg, hvor Midt- og Vestjyllands Politi sammen med brandvæsenet har været talstærkt til stede i løbet af aftenen.
I forbindelse med branden opfordrede politiet borgere i området til at lukke døre og vinduer samt holde sig væk, da der var kraftig røgudvikling.
‘Politi og brandvæsnet arbejder i øjeblikket på stedet og der er styr på selve branden, men røgfanen kan være farlig,’ oplyste Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X kort efter klokken 18.09.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Kort før klokken 19.00 kunne politiet meddele, at borgere igen kunne færdes frit i området.
‘Brandvæsnet arbejder stadig på stedet med efterslukning – Giv dem arbejdsro,’ lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Anmeldelsen om branden er indløbet klokken 17.38. Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.
Det bliver nu en opgave for Midt- og Vestjyllands Politi at klarlægge brandårsagen.