21-årig mand tiltalt for at ville skyde og dræbe 14 personer

Anklagemyndigheden ved Grønlands Politi oplyser, at en 21-årig mand er tiltalt for at have forsøgt at skyde og dræbe 14 tilfældige personer.

To personer blev 22. marts i fjor ramt og såret af skud, mens tre andre blev såret af glassplinter, da en helikopter fra Air Greenland blev beskudt på landingspladsen ved Narsaq i det sydlige Grønland.

Ud over skuddene mod helikopteren affyrede manden ifølge anklagemyndigheden også skud mod tilfældige personer i byen.

Anklagemyndigheden har vurderet, at manden har haft forsæt til at dræbe 14 personer, og derfor er der rejst tiltale efter straffelovens bestemmelse om henholdsvis manddrab og samme lovs forsøgsbestemmelse.

Sagen er berammet til at køre over fem dage. Det sker fra 18. til 22. marts ved Retten i Aarhus.

Den 21-årige mand blev anholdt samme dag, som skyderierne fandt sted, og har siden været i politiets varetægt.