En brand er brudt ud på tredje sal i et højhus – det har resulteret i en større udrykning. Presse-fotos.dk har været i kontakt med politiet.
Lørdag aften er brandvæsenet, politiet og ambulancetjenesten talstærkt til stede på Lumbyesvej i Fredericia, hvor der er indløbet en anmeldelse om brand i et højhus.
Ifølge den indledende anmeldelse er branden på tredje sal i bygningen.
“Der er mindst fire brandbiler, en ambulance, en lægebil og to politibiler her,” oplyser Presse-fotos.dks udsendte, der kan lugte røg i området.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ikke længe efter beredskabets ankomst til stedet kunne brandvæsenet dog melde situationen under kontrol.
Flammerne blev slukket, før de fik fat i hele etageejendommen.
En mand er ifølge vidner på stedet i gang med at blive tilset af ambulancereddere, men han skal ikke være kommet alvorligt til skade.
OPDATERING:
Presse-fotos.dk har senere været i kontakt med vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Rune Nielsen.
Han oplyser, at branden er startet i et køkken.
“Der har været røgudvikling i et køkken i lejligheden. En person er sigtet efter beredskabsloven, og en person er tilset for røgforgiftning,” siger vagtchefen til Presse-fotos.dk.
Vagtchefen kan ikke bekræfte, at branden er sket på tredje sal – men han fortæller, at anmeldelsen er indleveret af en beboer på sjette sal.



