Sanjay Shah bliver i fængsel frem til dom i retssag
Sanjay Shah har frivilligt ladet sig varetægtsfængsle, frem til der afsiges dom i retssagen mod ham.
Det oplyser specialanklager Marie Tullin fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.
53-årige Shah er tiltalt for at have snydt den danske statskasse for ni milliarder kroner ved uberettiget at have fået refunderet udbytteskat.
Retssagen mod Shah – der er tiltalt sammen med Anthony Mark Patterson – starter 29. februar og ventes afsluttet i juni 2025.
Sanjay Shah har været bag lås og slå i Danmark, siden han 6. december blev udleveret fra Dubai. Dagen efter blev han varetægtsfængslet.
Fristen for varetægtsfængslingen – der er blevet forlænget løbende – stod til at udløbe onsdag, og der var i Retten i Glostrup sat tid af til et retsmøde.
Men tidligere på ugen indvilgede han altså i at være fængslet frem til retssagens afslutning, og onsdagens retsmøde blev derfor aflyst.
Det er to år siden, at der blev rejst tiltale i sagen mod Sanjay Shah og Anthony Mark Patterson. På det tidspunkt var ingen af dem dog til stede i Danmark, og i første omgang blev de efterlyst internationalt.
Patterson, der tidligere i januar frivilligt lod sig varetægtsfængsle frem til dom, lod sig frivilligt udlevere fra Storbritannien i sommeren 2022, mens Sanjay Shah opholdt sig i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Her sad han fængslet frem til udleveringen i december.
De to mænd nægter sig skyldige i anklagerne mod dem.
Sagen mod Shah og Patterson er hovedsagen i det sagskompleks, udbytteskatskandalen har kastet af sig.
Det tæller i alt tre sager. Fredag falder der dom i den første sag, der er kommet for retten herhjemme. I den er britiske Guenther Klar, der tidligere har arbejdet sammen med Sanjay Shah, tiltalt for uberettiget at have fået udbetalt 320 millioner kroner.