Dreng skød med softgun i skolen: Ramte flere elever midt i undervisningen

En dreng fra 8. klasse på Funder Skole nær Silkeborg ramte tirsdag flere elever midt i undervisningen, da han skød efter dem med en softgun.

Det skriver Midtjyllands Avis (kræver login).

En softgun kan affyre hårde plastikkugler mod andre. Det kan man ikke dø af, men det kan gøre temmelig ondt, og det kan i værste fald give alvorlige øjenskader, hvis en af kuglerne rammer i øjet.

Der var ingen elever, der kom alvorligt til skade ved skyderiet i Funder.

“Det er en ulykkelig hændelse, og den har vi håndteret, som vi skal, og vi har brugt de kommunikationskanaler, der er, og har sendt besked til forældrene,” siger skoleleder Charlotte Juhl Andersen til Ekstra Bladet.