Politiet afgiver skud: Mand tæsker ældre ægtepar i deres hjem

Arkivfoto

Politiet har lørdag aften afgivet varselsskud efter en anmeldelse om et voldsomt forhold. En person er blevet anholdt

Lørdag omkring klokken 19 brød en 42-årig mand ind til et ældre ægtepar på en privatadresse på Ådalsvej i Kolding.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Situationen udviklede sig efterfølgende voldeligt, og den 42-årige tæskede manden i ægteparret og slog ham blandt andet flere gange med et redskab.

Efterfølgende blev Sydøstjyllands Politi hurtigt tilkaldt, og betjente fandt ikke så langt fra ægteparrets hjem den 42-årige mand.

‘Han løb her frem mod patruljen, mens han truede med et kraftigt haveredskab. Han blev anråbt af patruljen, men løb så truende mod nogle tilstedeværende borgere,’ oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I den forbindelse afgav politiet varselskud for at afværge angrebet – og gav efterfølgende manden peberspray, så anholdelsen kunne gennemføres.

SE OGSÅ: TO UNGE DRÆBT I ULYKKE

Det er på nuværende tidspunkt Sydøstjyllands Politis opfattelse, at der ikke er en relation mellem gerningsmanden og det ældre ægtepar.

‘Der er tale om et isoleret tilfælde,’ lyder det.

Den 42-årig mand vil søndag klokken 13.30 blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Her vil anklagemyndigheden begærer lukkede døre, og derfor har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere kommentarer til offentligheden.

Den 42-årig mand har ifølge politiet ikke nogen fast adresse, og derfor kan det ikke oplyses, hvor han bor.