Blod i opgang efter vold: Mand kørt på hospitalet

En mand er kørt på hospitalet efter at være blevet udsat for vold natten til lørdag i Hedeboparken i Roskilde.

“Vi fik en alarm kl. 06.33, hvor anmeldelsen lød på husspektakler. Vi kommer dertil og finder en del blod i opgangen. Senere kommer vi også op i en lejlighed, hvor der er en mand, der har fået en del skader. Han er kørt på sygehuset, men hans tilstand er ikke livstruende,” fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lasse Jensen, til presse-fotos.dk

Politiet er nu gået i gang med at efterforske, hvad der er sket.

“Der er ingen anholdte endnu. Om der kommer anholdte, kommer an på, hvad afhøringerne bringer frem. Der er formentlig tale om en voldssag,” siger vagtchefen.

Han tilføjer, at politiet er færdige med de indledende undersøgelser, og at de derfor har forladt området.