Politiet beslaglægger 77-årigs bil: Sigtet for vanvidskørsel

En 77-årig kvinde har fået beslaglagt sin bil af politiet. Hun er samtidig sigtet for vanvidskørsel efter at have lavet flere U-vendinger på motorvejen.

Det skete onsdag formiddag omkring Lystrup på Djurslandsmotorvejen. Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Flere bilister alarmerede politiet, og en anmelder fik taget kontakt til kvinden. Da politiet kom frem, blev den 77-årige kvinde sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed på grund af U-vendingerne på motorvejen.

Det er uklart, hvorfor kvinden foretog U-vendingerne. Hun kunne heller ikke selv forklare, hvorfor hun havde gjort det.

Hun var hverken påvirket af alkohol eller narko under kørslen.

Politiet beslaglagde kvindens bil efter reglerne om vanvidskørsel, og de vil nu efterforske sagen nærmere.