En 33-årig mand blev fredag anholdt i Næstved og sigtet for tyveri af en elefant.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
En mand svingede fredag klokken 08.55 forbi en fitness-klub på Vestre Kaj i Næstved, hvor han af uvisse årsager tog en elefant-figur, der stod uden for klubben, med sig.
Politiet var lige i nærheden, og de fandt kort efter frem til både mand og elefant. Manden virkede noget påvirket.
Den 33-årige mand fra Store Merløse havde både hash og en ulovlig kniv på sig. Han blev derfor sigtet både for tyveri, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.