Kvinde tabte sine nøgler: Faldt i skraldespanden

En kvinde faldt fredag aften i en skraldespand på Brummers Plads i Odense.

Årsagen var, at kvinden havde tabt sine nøgler i en skraldespand. Da hun ville fiske dem op, faldt hun i skraldespanden, hvorefter Beredskab Fyn kom til stedet for at få hende op af skraldespanden.

Men inden da måtte de skære låget af skraldespanden, som er af typen, der er halvvejs gravet ned i jorden.

“En forbipasserende hørte hende og kontaktede Beredskab Fyn. Vi fik hende op,” siger Mikkel Mygenfordt, der er indsatsleder ved Beredskab Fyn, til TV 2. 

Kvinden har det efter omstændighederne godt.