Byråd skal beslutte om Simon Spies-maleri skal bevares

Byrådet i Helsingør skal tirsdag beslutte, om et murmaleri, der forestiller Simon Spies, skal overmales.

Det fremgår af byrådets dagsorden for mødet 30. maj.

Maleriet af Simon Spies har været udsat for hærværk med graffiti og overmaling. Derfor står beslutningen mellem at forsøge at redde murmaleriet eller male det helt over med hvid maling.

Borgmester Benedikte Kiær (K) vil overmale muren. Hun pointerer, at det vil ødelægge muren, hvis man bliver ved med at afrense den.

– Og samtidig vil man stå som skydeskive for ny graffiti, siger hun.

LÆS OGSÅ: PÆDOFIL! SIMON SPIES PLADS I HELSINGØR UDSAT FOR HÆRVÆRK

Murmaleriet af Simon Spies på Simon Spies Plads er fuldstændig overmalet, fortæller Benedikte Kiær, og der står “pædofil” skrevet hen over det.

– Det er ikke noget, vi skal byde vores gæster velkommen med. Der skal gøres noget ved den mur, siger hun.

Det fremgår af dagsordenen, at et forsøg på at redde vægmaleriet kan koste op til 15.000 kroner, hvor en overmaling vil koste cirka 10.000 kroner.

Ifølge Benedikte Kiær vil man kunne ende med at bruge mange af kommunens midler på at afrense maleriet igen og igen.

Spørgsmål: Skal I i byrådet lade jer kue af, at der er nogen, der vælger at gøre noget ulovligt og male med graffiti?

LÆS OGSÅ: HELSINGØR-BORGERE: BEVAR SIMON SPIES’ PLADS

– Der bliver begået graffitihærværk mod mange af vores mure i kommunen. Det afrenser man og forsøger at redde muren, siger hun.

Men ifølge borgmesteren lyder vurderingen, at det kan skade muren, hvis man bliver ved med at afrense den.

– Vi har malerier rundt i byen, som får lov at være i fred.

– Det er et vink med en vognstang, siger hun om, at Simon Spies-maleriet er overmalet.

Murmaleriet er placeret på en plads midt i Helsingør, der er opkaldt efter Simon Spies.

Pladsen har været omdiskuteret, siden DR sendte en dokumentar i sommeren 2022 om Simon Spies.

Her fortalte tidligere ansatte, hvordan Spies betalte dem for sex og at få lov til at udøve vold imod dem.

Simon Spies grundlagde i 1956 rejsebureauet Spies Rejser.

Da dokumentaren kom, og Berlingske senere afdækkede Simon Spies’ holdning til nazismen, besluttede Benedikte Kiær, at hendes holdning var, at pladsen burde ændre navn.

Pladsen har været udsat for hærværk flere gange, siden DR sendte dokumentaren.

Blandt andet er skiltet, hvor der står Simon Spies Plads, blevet pillet ned, og der er også blevet malet graffiti på pladsen.