Et norsk flyselskab ønsker nu svar fra myndighederne i Danmark på, om danske soldater ved en fejl har skudt efter et passagerfly, fordi de forvekslede det med en drone
I slutningen af september og de efterfølgende uger begyndte ukendte droner at vrimle ind over dansk luftrum med store konsekvenser til følge.
Situationen med dronerne var så alvorlig, at statsminister Mette Frederiksen sammen med toppen af regeringen og Forsvaret stilte sig frem på utallige pressemøder for at underrette befolkningen.
Det lykkedes dengang ikke for Danmark at skyde en eneste af dronerne ned, selv om statsministeren fortalte, at det var målet – og nu viser det sig, at der er bekymringer for, at der fejlagtigt kan være blevet skudt mod et passagerfly.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det norske flyselskab Widerøe søger nemlig nu svar på, om danske soldater ved en fejl har skudt mod et af deres passagerfly, fordi det blev forvekslet med en drone.
Bekymringen har fået norske myndigheder til at gå ind i sagen og efterlyse svar fra Danmark.
Det er Radio4, der bringer historien – og mediet bygger sagen på en aktindsigt i en korrespondance mellem Trafikstyrelsen og norske myndigheder.
Den mulige episode udspillede sig ved Borrislejren øst for Skjern i Vestjylland den 28. september sidste år, hvor en dansk soldat affyrede skud mod, hvad han troede var en ‘ukendt drone.’
Et Widerøe-passagerfly var i luftrummet over den danske militærlejr på samme tidspunkt, som lokale øjenvidner hørte skud fra lejren.
Det beskriver TV Midtvest og Dagbladet Ringkøbing.
I december kontaktede det norske flyselskab de norske myndigheder, som kontaktede Trafikstyrelsen om sagen.
‘Luftfartsstyrelsen har modtaget en anmodning fra Widerøes Flyveselskap her i Norge om tilbagemelding på en mulig hændelse den 28. september 2025 i dansk luftrum,’ lyder det i en e-mail ifølge Radio4.
Widerøe skriver, at den danske medieomtale af episoden har skabt bekymring hos dem. Samtidig understreger de, at de ikke selv har indikationer på, at deres fly er blevet beskudt.
Trafikstyrelsen hævder over for Radio4, at de ikke er bekendt med episoden, og samtidig afviser Forsvarsministeriet af kommentere på hændelsen.
Statsminister Mette Frederiksen har tidligere i sagen fortalt offentligt, at hun ønskede, at en drone blev skudt ned.
“Der er et mandat til at skyde dem ned. Det er sagt meget klart, og jeg ville også gerne have skudt nogle af dem ned,” sagde hun til DR få dage efter hændelsen.
