Groft overfald midt om formiddagen: To mænd anholdt

En 41-årig og en 42-årig mand blev mandag formiddag anholdt og sigtet for at have begået grov vold mod en 31-årig mand i den vestlige Aarhus-bydel, Brabrand.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Mandag kl. 10.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt knivstikkeri ved Spobjergvej i Brabrand, hvor en 31-årig mand var blevet overfaldet og påført skader med en endnu ukendt genstand.

Flere patruljer kom til stedet, hvor den 31-årige blev fundet med skader på det ene ben. Han fik behandling i en ambulance og blev kørt til hospitalet, men han var ikke umiddelbart i livsfare.

LÆS OGSÅ: Brand på havnen: Ild i 50 biler!

I mellemtiden spottede politiet en bil med to personer, som var på vej væk fra gerningsstedet. Politiet fik derfor standset denne bil, og ordensmagten anholdt de to mænd på henholdsvis 41 og 42 år kl. 11.02.

Politiet sigtede dem for at have begået grov vold mod den 31-årige.

Østjyllands Politi foretog bagefter en ransagning på en nærtliggende adresse, hvor de fandt både hash og joints. De to anholdte mænd blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at slå fast, hvordan overfaldet har fundet sted. Sagen vil nu blive undersøgt nærmere.

De to anholdte mænd er igen blevet løsladt.