Filippas mor i hjerteskærende opråb: ‘Jeg er sønderknust’

13-årige Filippa har været forsvundet siden lørdag formiddag omkring klokken 11.30, efter hun var ude at gå med aviser i området omkring Sørbymagle, Kirkerup og Fuglebjerg på Vestsjælland. Nu kommer hendes mor med et hjerteskærende opråb på Facebook.

‘Kære du som ved noget om min elskede Filippa. Please hjælp os til genforening. Hun fortjener ikke, at vi skal være adskilt. Jeg er sønderknust og klar til tilgivelse, når jeg kan genforenes med hende. HJÆLP.’

Sådan skriver den 13-årige forsvundne Filippas mor Pernille Nielsen i en besked på sin Facebookprofil i nat.

Eftersøgningen efter den 13-årige pige startede lørdag eftermiddag, efter hendes familie havde fundet Filippas cykel, taske og mobiltelefon henkastet langs en vej lige uden for Kirkerup.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykkede efterfølgende massivt ud og er stadig talstærkt til stede i området. Det sker med blandt andet helikopter og hunde.

På Facebook efterspørger Filippas mor også hjælp.

‘Til alle jer, der vil hjælpe, så har vi brug for al den hjælp, vi kan få, så snart Missing People må opstarte en eftersøgning,’ skriver moren.

Politiets nyeste opdatering søndag morgen:

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har endnu ikke fået et gennembrud i sagen og har natten igennem arbejdet intenst med borgeres henvendelser og videoer, som politikredsen i stort tal har fået tilsendt.

“Vi gennemgår videomateriale og afhører en række vidner,” siger politiinspektør og efterforskningsleder Kim Kliver om det videre arbejde i sagen til TV 2.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at politiet stadig er massivt til stede i området omkring Kirkerup, Sørbymagle og Fuglebjerg, hvor Filippa lørdag formiddag forsvandt.

SE OGSÅ: POLITIET OM FORSVUNDNE FILIPPA: VI HAR SIKRET OS VIDEOER!

Signalement på Filippa:

  • 13 år
  • 172 centimeter høj
  • Spinkel af bygning
  • Har langt og mellemblond hår.
  • Iklædt blåt joggingtøj