Svensk politi er fredag massivt til stede i den svenske by Örebro, hvor den kontroversielle danske politiker Rasmus Paludan har bebudet, at han vil afholde en af sine politiske manifestationer.
Manifestationen vil foregå i industriområdet Aspholmen i den svenske by.
Politikeren har flere gange gennem de seneste par uger besøgt svenske byer, hvor han blandt andet har afbrændt flere eksemplarer af muslimernes hellige bog koranen.
Det har medført store uroligheder flere steder på den anden side af Øresund, hvor det blandt andet er kommet til kampe mellem moddemonstranter og svensk politi.