En patrulje fra Østjyllands Politi blev torsdag aften sendt til Banegårdspladsen i Aarhus C, da politiet kl. 19.49 modtog en anmeldelse om nogle uroligheder i Bruuns Galleri, hvor en 17-årig pige angiveligt var blevet umotiveret overfaldet af en gruppe mindreårige piger.
Ifølge anmeldelsen var det lykkedes den 17-årige at komme væk fra pigegruppen og få tilkaldt hjælp fra en vagt på stedet, som efterfølgende fik tilbageholdt tre mindreårige piger i alderen 12-13 år, indtil politiet nåede frem.
Sådan skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
De mindreårige piger og den 17-årige havde ingen forudgående relation, og overfaldet var angiveligt umotiveret. Den 17-årige var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, men var tydeligt påvirket af situationen. Hendes pårørende blev underrettet om sagen.
Den ene af de to 12-årige piger, der er bosiddende i Silkeborg, blev taget med på stationen, inden hun senere blev afhentet af de relevante sociale myndigheder. De to øvrige piger er bosiddende i henholdsvis Aarhus V og Åbyhøj, og de sociale myndigheder er også informeret om deres medvirken i sagen.
Østjyllands Politi har ikke umiddelbart modtaget nogen øvrige anmeldelser med relation til sagen, men politiet er bekendt med oplysninger om, at andre muligvis også er blevet udsat for lignende uønskede episoder i løbet af torsdag eftermiddag og aften i Bruuns Galleri.
”Hvis man oplever den slags uhensigtsmæssig adfærd i form af chikane eller et umotiveret overfald, skal man altid kontakte politiet, og i dette tilfælde også den nærmeste vagt. Vi tager den her slags sager meget alvorligt, og vi hører derfor gerne om det fra andre personer, der måtte have været udsat for lignende episoder eller har oplysninger om torsdagens overfald,” siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Hvis man har oplysninger med relevans for sagen, beder politiet om, at man ringe til dem på telefonnummer 114.