Elbiler bliver ofte fremhævet som det miljøvenlige, økonomiske valg. Men er de nu også det?
Bag den glinsende overflade gemmer der sig en række skjulte omkostninger, som mange ikke kender til, før de køber deres første elektriske bil. Her får du et overblik over 10 af de udgifter, som ifølge bilmediet Boosted.dk kan komme bag på dig.
1. Dyre batterier
Batteriet er bilens hjerte – og et kostbart et af slagsen. Hvis det går i stykker uden for garantien, kan det koste over 100.000 kroner at udskifte. Især premiumbiler som Tesla og Audi e-tron har batterier og elmotorer i den absolut dyreste ende.
2. Lange ladetider og høje ladepriser
Det kan tage lang tid at lade en elbil op – og lynladning ved offentlige standere er dyrt. Faktisk koster det nu mange steder lige så meget som at tanke diesel. Og har du ikke adgang til en privat ladeboks, er det ikke bare besværligt, men også omkostningstungt, skriver mediet.
3. Ladebokse og installation
En privat ladeboks koster ofte flere tusinde kroner – og installationen kan koste det samme. Alternativt kan man leje en ladeboks, men det er en fast udgift, der hurtigt løber op.
4. Hurtigt værditab på elbiler
Elbiler falder hurtigt i værdi. Især brugte modeller lider under bekymring for batteriets tilstand. Nogle modeller mister op til 70 % af værdien på fem år.
5. Kortere rækkevidde i koldt vejr
Batterier yder markant mindre i kulde. Test fra bl.a. ADAC viser, at elbilers rækkevidde kan falde drastisk i frostgrader. Det kan give store udfordringer, hvis du pendler eller kører langt.
6. Højere forsikringspræmier
Elbiler er ofte dyrere at forsikre. Dels fordi de er hurtigere og tungere, men også fordi reparationer og reservedele er dyrere. Bilister med ringe kørselserfaring risikerer derfor høje præmier.
7. Få elbil-værksteder med specialviden
Elbiler kræver specialværktøj og viden, som ikke alle frie værksteder har. Derfor bliver mange elbilsejere bundet til dyrere autoriserede værksteder.
8. Større slid på dæk elbil-dæk
Elbiler er tungere og har ofte kraftigere acceleration end benzin- og dieselbiler. Det giver øget slid på dækkene. Ifølge Euromaster kan elbildæk være op til 100 % dyrere end almindelige.
9. Forvirrende ladeinfrastruktur
Ladestandere kræver ofte forskellige apps og betalingssystemer, og du kan ikke være sikker på, at standeren virker. Trods EU-regler er der stadig mange frustrationer forbundet med offentlige ladestandere.
10. Betaling for softwarefunktioner i elbiler
Mange elbiler har funktioner, der kun kan bruges mod betaling – fx varme i sæder eller adgang til musikapps som Spotify. Det kan give ekstra udgifter oven i bilens købspris.
Afhængig af elpriserne
Har du ikke en fastprisaftale, kan elpriserne svinge meget. Det kræver, at du planlægger, hvornår du lader – og det kan være både besværligt og frustrerende.
Elbiler er ifølge mediet ikke nødvendigvis billigere i drift end benzin- og dieselbiler, særligt når man medregner de skjulte omkostninger. Hvis du overvejer at skifte til el, bør du tage højde for disse faktorer – og sørge for at gøre din research grundigt først.