Zelenskyj med sørgelig besked

I sommeren 2024 leverede Holland og Danmark de første F-16-fly til Ukraine. Siden er to styrtet ned.

Et F-16-fly er blevet skudt ned i Ukraine og piloten, 26-årige Pavlo Ivanov, er blevet dræbt.

Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X.

Her understreger han desuden, at situationen stadig undersøges.

– Vi er ved at fastslå alle omstændighederne, skriver Zelenskyj.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Volodymyr Zelenskyj

Flyene, der er fremstillet i USA, er doneret af blandt andet Danmark og Holland, og de første leverancer startede i sommeren sidste år.

Ifølge Ukraine styrtede det første F-16-fly ned i august 2024 under et russisk missilangreb. Også dengang døde piloten, skriver AFP.

Dermed er hændelsen lørdag den anden gang, et F-16-fly er blevet skudt ned i Ukraine efter de udenlandske leverancer af fly.

Danmark har lovet at levere 19 amerikanske kampfly, som er ved at blive udfaset i det danske forsvar, mens Holland har lovet 24.

Siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 har Danmark støttet Ukraine militært for cirka 55,5 milliarder kroner.

Det er blandt andet sket med F-16-kampfly (ikke alle er blevet leveret endnu), forskellige former for kyst- og luftforsvarsmissiler og tæt på 180 kampvogne.

Ud over den militære støtte har Danmark også sendt cirka 5,8 milliarder kroner til Ukraine i civil støtte. Det inkluderer penge til genopbygning og humanitær støtte.

I december sidste år bekræftede den ukrainske præsident, at den “anden runde” af F-16-fly var blevet sendt fra Danmark til Ukraine.

– Dette er et eksempel på lederskab i at forsvare liv, som adskiller Danmark (fra øvrige lande, red.), skrev Zelenskyj og tilføjede:

– Hvis alle vores partnere var så målrettede, så ville den russiske terror allerede være gjort umulig.

Præcis, hvor mange F-16-kampfly Danmark har leveret til Ukraine ud af de 19 lovede, er uvist.

/ritzau/