Den kinesiske udenrigsminister skal i begyndelsen af juli mødes med både kong Frederik og Lars Løkke Rasmussen.
Kinas udenrigsminister, Wang Yi, besøger Danmark, Sverige, Finland og Norge fra den 2. til 8. juli. Det oplyser det kinesiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han skal under besøget mødes med sine nordiske udenrigsministerkollegaer.
I Danmark skal Lars Løkke Rasmussen (M) mødes med Wang Yi den 2. og 3. juli. Her skal de have både et formelt møde og en arbejdsmiddag.
’Vi kommer ikke uden om Kina, hverken politisk eller økonomisk, hvis vi skal have greb om nogen af verdens fundamentale udfordringer,’ siger Lars Løkke Rasmussen i et skriftligt citat.
Han tilføjer:
’Vi er på godt og ondt økonomisk forbundet med Kina, og det giver os meget at tale om.’
(Artiklen fortsætter under billedet)

Wang Yi skal også i personlig audiens hos kong Frederik.
Om samarbejdet med Kina siger Lars Løkke Rasmussen, at landet er vigtigt for dansk erhvervsliv.
Kina er ifølge ham både ’et stort marked, en kilde til input for dansk produktion og et center for innovation’.
Samtidig understreger han, at der også er flere uenigheder mellem parterne.
’Men vi skal også kunne tale om det, vi er uenige om. Det gælder både i handelspolitikken, ligesom jeg blandt andet forventer en åben og ligefrem drøftelse af Ruslands angrebskrig i Ukraine,’ siger han.
Hos Dansk Industri (DI) ser man besøget som en mulighed for at styrke dialogen om fair konkurrence og markedsadgang.
’Drøftelserne mellem Kinas og Nordens regeringer bør derfor handle om adgang til markedet på lige vilkår, klare regler og fair konkurrence. Det har vi nu lejlighed til at diskutere direkte med udenrigsministeren,’ siger Lukas Lausen fra DI.
Der er ikke tale om et kinesisk statsbesøg. Det seneste fandt sted i 2012, da Hu Jintao besøgte Danmark.
I maj 2025 mødtes Wang Yi og Lars Løkke Rasmussen i Beijing i forbindelse med 75-året for diplomatiske relationer.
