Metode med kulilte, som ifølge UCI i alvorlige tilfælde kan medføre bevidstløshed, gøres forbudt af unionen.
For at beskytte rytternes sundhed har Den Internationale Cykelunion (UCI) gjort en metode, hvor kulilte bruges som en del af træningen, forbudt.
Det oplyser UCI i en pressemeddelelse lørdag.
Helt konkret lyder det, at unionens ledelseskomité har besluttet at forbyde “gentagen indånding af kulilte”. Forbuddet træder i kraft 10. februar.
Præsident David Lappartient mener, at unionen har taget en “modig og nødvendig beslutning”.
– Vores prioritet er at beskyttes vores atleters sundhed og sikkerhed, og dagens (lørdagens, red.) beslutning er et vigtigt skridt i den retning, siger præsidenten i meddelelsen.
Det vil fortsat være tilladt at bruge metoden i “medicinske omgivelser” under ansvar af en “professionel”, lyder det.
Allerede i december meddelte unionen, at den ville gøre sin tidligere opfordring til et decideret forbud.
Måneden forinden opfordrede man ryttere til at stoppe med at bruge metoden, hvor man indånder kulilte gennem et apparat.
Både Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard har tidligere fortalt, at de har prøvet metoden.
Den hjælper angiveligt med at måle effekten af en højdetræningslejr før og efter.
Ifølge UCI kan gentagen indånding af kulilte dog medføre blandt andet hovedpine, kvalme, opkast og endda tab af bevidsthed.
Forbuddet mod metoden er ikke den eneste regelændring af unionen.
Fremover er det således obligatorisk for alle World Tour-hold at deltage i de tre grand tours og de fem største klassikerløb i kalenderen, de såkaldte monumenter.
Reglen indføres for at sikre deltagelse af verdens bedste hold i de mest prestigefyldte landevejsløb, lyder det.
/ritzau/