Vildt tilbud: Denne gruppe danskere kan nu komme gratis i biografen

Illustrationsfoto.

Oplev danske klassikere helt gratis. Arrangementet er skabt for at fremme hyggelige samtaler og fælles oplevelser.

Snart får du mulighed for at se film – helt gratis.

Filmtilbuddet, der går under navnet ‘Erindringsbio’, består af korte filmforevisninger på cirka 30 minutter.

Her vises udvalgte kort- og dokumentarfilm fra 1950’erne til 1980’erne, hvor formålet er at vække minder og skabe grobund for hyggelige samtaler om fortiden.

Tilbuddet er målrettet borgere med let til moderat demens samt deres pårørende og er skabt i samarbejde med Billund Kommune, Det Danske Filminstitut, Grindsted Kino, Ældre Sagen Billund, Ældre Sagen Grindsted og Alzheimerforeningen.

Tidligere har tilbuddene haft stor succes andre steder i landet.

Det skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.

“Det glæder mig, at vi med Erindringsbio kan skabe et trygt og mindevækkende tilbud til borgere med demens og deres pårørende. Det er noget helt særligt at kunne dele en fællesoplevelse, der også kan give anledning til gode snakke efterfølgende. Jeg er stolt af, at vi i Billund Kommune kan samarbejde med lokale aktører om initiativer som det her, der kan gøre en forskel i hverdagen for borgere med demens,” siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, udvalgsformand for Voksenudvalget i Billund Kommune, i pressemeddelelsen.

Oplev danske klassikere

De to første film, der bliver vist i forbindelse med arrangementet, er ‘God tur’ og ‘Sol, sommer og badevand’ fra 1950’erne.

Disse film vises onsdag den 19. februar fra klokken 10.30 og giver publikum et indblik i danskernes ferievaner og sikkerhed på stranden – med Dirch Passer i en central rolle.

Dernæst vises ‘Palads-teatret’ med Ove Sprogøe samt ‘Cykelsymfonien’ med Poul Bundgaard og Bjørn Wiinblad  onsdag den 19. marts klokken 10.30.

“Vi er meget glade for at støtte op om dette tilbud, der skaber trygge og mindevækkende biografoplevelser for borgere, der ikke ofte kommer i biografen. Samarbejdet med Billund Kommune, Det Danske Filminstitut, Ældre Sagen og Alzheimerforeningen har været godt og positivt, og vi ser frem til at byde borgerne velkommen i Grindsted Kino, hvor vi gør os umage med at skabe de bedste rammer for borgerne,” siger Henny Holm fra Grindsted Kino.

Der er et begrænset antal pladser pr. visning til Erindringsbio, og derfor er det nødvendigt at tilmelde sig arrangementet. Efter filmene er der ligeledes mulighed for at sidde sammen og nyde en kop kaffe samt et stykke kage.

Du kan tilmelde dig på deres hjemmeside her.

Den danske film ‘Pigen med nålen’ er nomineret til en Oscar-statuette. Bookmaker giver bud på vinderchancerne.