Politiet kom fredag aften på noget af en opgave, da man måtte jagte en flugtbilist.
Politiet måtte fredag aften ud i en vild politijagt, da en bilist i en Toyota Landcruiser udnyttede køretøjets egenskaber.
Det gik over stok og sten, da bilen drønede ud over landeveje og til sidst ud på en mark for at slippe for lovens lange arm.
Her gik det dog helt galt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Niels Kristensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted, oplyser til TV Midtvest, at den 49-årige mand, der sad bag rattet i bilen, satte farten op, da man villle standse ham i Bedsted.
Efter en intens jagt over nogle kilometer endte flugtforsøget dog brat.
‘Til sidst kører han udover en mark og ender med at sidde fast i en afvandingsgrøft,’ lyder det fra politikommissæren.
Den 49-årige kom ikke noget til i forbindelse med uheldet, men en alkometertest viste, at han ikke var helt appelsinfri.
Testen viste nemlig, at han var spirituspåvirket, hvorfor han blev kørt til sygehuset i Thisted for at få taget en blodprøve.
Derudover modtog han også en bøde for ikke at følge politiets anvisninger.