Søndag aften har en biljagt udviklet sig dramatisk, da bilen forulykkede undervejs. På stedet leder man nu efter en gerningsmand med blandt andet hunde.
Politiet er søndag aften endt i en biljagt, der udviklede sig endnu mere dramatisk end den i forvejen var.
Det hele startede ved 18-tiden på Oksevejen ved Bolderslev i Aabenraa Kommune. Her eftersatte en patrulje en bil, der ikke ville bringes til standsning.
‘Vi går ud fra, at det var fordi, den havde stjålne nummerplader,’ siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jacob Matthiesen, til TV Syd.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Undervejs i jagten på bilen, mister politiet på et tidspunkt synet af flugtbilen – dog ikke endegyldigt.
‘På et tidspunkt mister vi den, og så forulykker den i en rabat,’ siger vagtchefen til mediet.
Sagen er dog ikke slut endnu. Vagtchefen oplyser nemlig, at der var to eller tre personer i bilen, og man mistænker, at en af personerne er løbet fra stedet.
Derfor har politiet udsendt hundepatruljer i området, hvor man leder efter den eventuelt tredje person.