To mænd vil blive sigtet for hærværk og husfredskrænkelse, efter at de forsøgte at komme om bord på fragtskib.
To albanske mænd er natten til tirsdag blevet anholdt, efter at de havde sneget sig ind på Esbjerg Havn i et forsøg på at kommet med et fragtskib til England.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann tidligt tirsdag morgen.
I stedet for at benytte paskontrollen valgte de to mænd – der er 24 og 28 år – at kravle over hegnet til havnen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiet fik klokken 00.45 en anmeldelse om, at to personer var kravlet over hegnet, fortæller vagtchefen. Herefter blev flere patruljevogne sendt til havnen.
– Nede ved terminalen finder vi dem i en af de trailere, der skal læsses på fragtskibet. De havde skåret hul i presenningen med en kniv og var derefter kravlet ind i traileren, siger Ole Aamann.
Vagtchefen fortæller, at der gik 29 minutter fra politiet modtog anmeldelsen, til at de to unge albanske mænd blev fundet i traileren.
De albanske mænd er torsdag morgen fortsat i politiets varetægt, hvor de skal afhøres i samarbejde med en tolk.
De vil blive sigtet for husfredskrænkelse og hærværk. En af de to mænd vil desuden bliver sigtet for overtrædelse af knivloven, fortæller vagtchefen.
Ole Aamann fortæller, at politiet tidligere har oplevet, at personer har forsøgt at snige sig om bord på fragtskibe, der sejler fra Esbjerg Havn.
– Vi havde flere sager i foråret sidste år, men det er over et halvt år siden, at vi har oplevet det her sidst, siger vagtchefen.
/ritzau/
To beboere på asylcenter anholdt efter vold og knivstik. Begge er sigtet for grov vold.