Retten i Næstved fejer torsdag en tyrkisk mands forklaring om “et harmonisk familieliv” af bordet.
Retten i Næstved fejer torsdag en tyrkisk mands forklaring om “et harmonisk familieliv” af bordet.
Den 37-årige mand har fortalt om stor kærlighed til sine børn og daværende kone, men den forklaring er “idylliserende”, “utroværdig” og “virkelighedsfjern”, slår retten fast.
Han kendes skyldig i voldtægter, vold – både fysisk og psykisk – mod ekskonen gennem flere år. Også to sønner har han været voldelig over for.
Skyldkendelsen er afsagt af et enigt nævningeting, fremgår det af Retten i Næstveds hjemmeside. Byretten straffer manden med fængsel i syv år. Han bliver desuden udvist for bestandig.
Sagens anklageskrift beskriver et familieliv, hvor manden udøver social kontrol af kvinden, er voldelig og voldtager hende. Desuden har manden udsat sine to værgeløse sønner for vold.
I det store hele kender retten ham skyldig i anklagerne.
Manden har under sagen nægtet sig skyldig og fortalt, at han slet ikke kan genkende de beskrivelser.
I kontrast til det står kvindens forklaring, som retten finder sammenhængende og deltaljeret.
Hun har fortalt, at hun blev mere og mere isoleret og fik frataget sin selvbestemmelsesret. Det skete i en proces, hvor manden manipulerede hende og var voldelig.
Manden tog kontrol over hendes økonomi og telefon. Facebook blev lukket ned. Internettet afbrudt. Hun måtte ikke fortsætte uddannelse eller tage et arbejde, hvor der arbejdede mænd.
Kvinden følte, at hun måtte afbryde kontakten til sin familie og venner.
Hun måtte heller ikke se dansk fjernsyn. Kun tyrkisk.
Der var også et pres, hvor hun følte, at hun skulle tilpasse sig mandens syn på at være muslim, og hun begyndte at gå helt tildækket, når hun var udenfor.
Den 37-årige mand blev mere og mere jaloux, og kvinden måtte ikke gå ud alene. Han var voldelig mod hende, hvis han mente, at hun havde haft øjenkontakt med andre mænd.
Han truede også med at tage børnene med til Tyrkiet, så hun aldrig ville få dem at se igen.
Manden slog også børnene under og på fødderne. Til tider fremprovokerede kvinden, at manden i stedet slog hende, da hun ville skåne børnene for slag, har hun fortalt.
Kvinden flyttede på krisecenter, og manden blev varetægtsfængslet. Under fængslingen skal han ifølge en psykiatrisk sygeplejerske have fortalt, at han vidste, i hvilken by krisecenteret lå.
– Han fantaserede om – i forbindelse med, at han så vold i TV – at gøre skade på blandt andet sin tidligere ægtefælle og tage børnene med til Tyrkiet, og at han ville slå ihjel for sine børn, ligesom han var villig til at tage tre år, har sygeplejersken forklaret ifølge dommen.
Foruden fængsel skal manden betale erstatning til ekskonen på 342.000 kroner.
/ritzau/