Det nu tidligere byrådsmedlem af Københavns Borgerrepræsentation for partiet Frie Grønne, Sikandar Siddique, har tabt boligsagen, og pilen peger kun i én retning, ifølge ham.
Tidligere i dag kom nyheden:
Sikandar Siddique står til at få frataget sin plads i Københavns Borgerrepræsentation, for han har tabt den meget omtalte boligsag, hvor Københavns Kommune mener, at Frie Grønnes leder ikke boede i kommunen, da han stillede op til valget.
Det kunne Ekstra Bladet tidligere onsdag fortælle.
Og nu melder Sikandar Siddique selv ud efter den store udmelding.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Prisen for at stå op mod systemet er høj, men vi holder ikke op med at prøve!” starter Sikandar Siddique med at skrive på det sociale medie Facebook.
Han mener nemlig, at det er en sag, der er kommet, fordi Frie Grønne er det eneste parti, der tør at sige fra over for systemet, “magtfuldkomne politikere, og den zionisme som får lov til at trække de magthavere, der skulle forestille at repræsentere folket, rundt i manegen,” skriver han.
Herefter peger han mod det tidligere medlem af Borgernes Parti og nuværende løsgænger i Folketinget Emilie Schyttes sag om, at hun muligvis var bosat i Sverige, da hun stillede op til folketingsvalget.
Men her mener Sikandar Siddique altså ikke, at myndighederne havde nogen interesse i at undersøge sagen.
“Men kritiserer man zionismen og udstiller magtsygen blandt politikerne, kommer de efter en,” skriver han.
Derfor understreger han, at det gør ham stolt, at Frie Grønne har været med til at bryde det, han mener, er et tabu – nemlig at kritisere den zionistiske indflydelse.
Det bliver ikke specificeret, hvor den zionistiske indflydelse bliver kritiseret.
Men Sikandar Siddique er altså villig til at betale prisen.
“Københavnerne valgte os ind, fordi vi turde sige fra, så magtmenneskerne må tro om igen, hvis de forestiller sig, at det her får os til at dukke nakken,” skriver han.
Herefter forklarer han, hvordan hans advokat har rådet ham til at trække Københavns Kommune i retten for den “dokumentationsløse afgørelse”, som kommunen har truffet.
Men sådan ønsker han altså ikke at fortsætte sin politiske kamp, skriver Frie Grønnes leder.
“… sådan en sag vil nærmest strække sig helt ind i næste valgperiode. Det vil betyde, at min familie skulle inddrages som vidner i en sag, der aldrig har handlet om andet end politik. Det kommer jeg ikke til at udsætte dem for.”
For det var nemlig allerede et enormt slid på familien, at Sikandar Siddique valgte at flytte til København.
Han forklarer nemlig, hvordan det har krævet en lang række personlige overvejelser og samtaler med hans familie, da han valgte at flytte til København.
“… og det var bestemt ikke frivilligt, at de overvejelser pludselig skulle tales om i pressen.”
“Så det føles helt mærkeligt, at et politisk ministerium uden bevisførelse bare kan beslutte, at det alt sammen faktisk var ligegyldigt.”
“Heldigvis kan deres administrative beslutning ikke tage mandatet fra Frie Grønne.”
Derfor fortsætter Frie Grønne også med at være en del af Københavns Borgerrepræsentation resten af den nuværende valgperiode, skriver Sikandar Siddique.
“Ligesom vi fortsætter kampen mod det system, der træder på de mest udsatte og forgylder eliten.
Jeg vidste helt fra starten af Frie Grønnes rejse, at det ikke ville blive gratis at være et protestparti mod magten. Men uanset hvor mange administrative beslutninger, de smider efter os, kan de ikke stoppe bevægelsen på venstrefløjen,” afslutter han.
Du kan se hele Sikandar Siddiques opslag herunder:
