Trump har laveste opbakning i USA siden januar

Andelen af amerikanere, der mener at USA’s præsident, Donald Trump, gør det godt, er faldet.

Opbakningen er således på sit laveste, siden han tiltrådte som præsident i januar.

Det viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 42 procent af de adspurgte udtrykker her opbakning til Trumps præstation på præsidentposten.

I en meningsmåling, der blev lavet tre uger tidligere, lød tallet på 43 procent.

I timerne efter, at Trump den 20. januar blev indsat som præsident, var der 47 procent, der bakkede op om den republikanske præsident.

Målingen undersøger den såkaldte “approval rating” – den andel af en befolkning, som udtrykker opbakning til nogen eller noget.

Den har 4306 svarpersoner og er udført over en periode på tre uger. Den har en fejlmargin på omkring to procentpoint.

Selv om der er sket et fald i støtten til Trump, er hans såkaldte approval rating højere, end hans demokratiske forgænger Joe Bidens var i det meste af hans tid på posten, skriver Reuters.

To tredjedele af de adspurgte siger, at Trump ifølge dem ikke bør stille op til en tredje embedsperiode. Hans første periode var fra 2017 til 2021.

Også et flertal blandt kun de republikanske respondenter modsætter sig idéen om en tredje periode til Trump. Her svarer 53 procent, at det ikke er en mulighed, Trump bør forfølge.

Trump har tidligere selv udtrykt et ønske om en tredje periode på posten, selv om den amerikanske forfatning begrænser en præsident til kun at kunne blive valgt i to perioder.

Trump har, siden han tiltrådte i januar, underskrevet en lang række dekreter og særligt rettet sin opmærksomhed og magt mod regeringens agenturer og flere private institutioner. Heriblandt landets universiteter og advokatfirmaer.

Ifølge Reuters kan den seneste meningsmåling tolkes som om, at flere amerikanere er utilpasse ved Trumps skærpede krav til universiteterne.

Han har blandt andet beskyldt flere universiteter for at tillade antisemitisk propaganda.

57 procent – hvor af en tredjedel er republikanere – erklærer sig i målingen uenige i, at “det er i orden, at en amerikansk præsident tilbageholder støtte til universiteter, hvis præsidenten ikke er enig i, hvordan universitetet bliver drevet”.

I meningsmålingen svarer 83 procent af de adspurgte desuden, at Trump som præsident er forpligtet til at rette sig efter afgørelser fra de føderale domstole – også selv om han ikke har lyst.

Reuters

MobilePay er en populær app mange danskere ofte brugere. Senest har der været problemer med svindel, men nu oplyses der om et helt andet problem, der kan berøre alle brugere.