Heartland Festival præsenterer et lineup med globale superstjerner, danske talenter og nyskabende artister, der skubber grænserne for genre og form.
Ganske få danske festivaler kan prale af et så alsidigt program, som Heartland lægger for dagen.
Allerede har den fynske festival sikret sig verdensstjerner som Justin Timberlake, John Legend og Alanis Morissette på plakaten, side om side med den danske DNA-forsker Eske Willerslev, gastronom Camilla Plum og digter og essayist Søren Ulrik Thomsen.
Nu tilføjer festivalen endnu flere navne til programmet, og man kan roligt sige, at hver artist på sin egen måde skubber grænserne for både genre og form.
Dagens musikalske offentliggørelse tæller således Tinariwen, Peter Sommer, Breland, Albin Lee Meldau, Bye Bye Brenda og Von Quar, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen blandt andet også er føjet til programmet.
Det skriver Heartland Festival i en pressemeddelelse.
Og at Heartland kan levere sådan et alsidigt program, er da også en præstation, der stiller Heartlands chef for indhold og kommunikation, Sara Marie Alvad, særdeles tilfreds.
“Aldrig har vi haft et lineup med så mange globale og danske superstjerner og samtidig så meget dybde, kant og overraskelse at gå på opdagelse i,” siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:
“Det gælder ikke kun musikken, men alle indholdsområder – fra talks og kunst til gastronomiscenen, hvor vi også i år insisterer på både at forkæle og udfordre vores gæster”.
Nobelprismodtager på plakaten
For første gang har Heartland desuden en nobelprismodtager på plakaten. Abdulrazak Gurnah, hvis værker kredser om emner som migration, kolonialisme og tabt tilhørsforhold, lægger ligeledes vejen forbi festivalen.
Og der er en ganske særlig årsag til dette.
“Vi prikker til nærværet og minder hinanden om fællesskab, fordybelse og mening. For det er jo dét, kulturen kan,” lyder det fra Sara Marie Alvad og fortsætter:
“Måske har vi aldrig haft mere brug for den end lige nu – til at samle os i det fysiske møde og bringe os ind i nærværet. Hvor vi er til stede. I øjeblikket. Med hinanden. Det lyder måske højtravende. Men det føles faktisk ret jordnært”.
Heartland er en kulturfestival sammensat af musik, kunst, samtaler og mad. Den blev første gang afholdt i 2016.
Heartland Festival 2025 finder sted mellem den 12. og 14. juni ved Egeskov Slot på Fyn.
Du kan købe billetter til festivalen her.