Tirsdag eftermiddag har en havareret ambulance gjort det svært for trafikken omkring Esbjerg.
En ambulance er sent tirsdag eftermiddag kommet galt afsted, da den er kørt ned i en grøft efter et uheld med en personbil.
Ambulancen er kommet kørende ad Tarp Hovedvej i Esbjerg, da uheldet skete.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Grundet uheldet med ambulancen har der ophobet sig en del trafik på strækningen.
Man skal derfor bevæbne sig med tålmodighed, hvis man kører i området.
Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner i forbindelse med færdselsuheldet på Tarp Hovedvej i nordgående retning omkring kl. 16.08 mellem en ambulance og en personbil.
Hvis man har set uheldet, opfordrer de til at man kontakter politiet på 114.
Der skulle umiddelbart ikke være nogle tilskadekomne i forbindelse med uheldet.
Det vides ikke, hvornår ambulancen kan blive fjernet fra grøften igen.