Shano Asos Kadir stak kæreste flere gange: Her er dommen

Der gik få timer, fra en mand blev løsladt af politiet i en sag om trusler mod sin kæresten, før han udsatte kæresten for et voldeligt overfald.

Onsdag er manden – 31-årige Shano Asos Kadir – blevet idømt to et halvt års fængsel ved Retten i Aarhus for blandt andet grov vold og trusler mod kvinden.

– Det er naturligvis tragisk, at den 31-årige mand allerede få timer efter sin løsladelse vælger igen at opsøge den 26-årige kvinde for herefter at overfalde hende og stikke hende flere gange med kniv, siger specialanklager Jesper Rubow i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Politiet fik om formiddagen den 7. juli sidste år en anmeldelse om, at manden havde udsat kvinden for trusler på en adresse i Lystrup. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor manden blev anholdt og sigtet i sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Hjemmet blev ransaget, og her fandt politiet en række knivvåben, som blev beslaglagt. Shano Asos Kadir blev taget til afhøring, men vurderingen var herefter, at der ikke var grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet i sagen.

Derfor blev han løsladt klokken 16.

I forbindelse med hans løsladelse blev kæresten adviseret, og hun blev vejledt om, at hun kunne få hjælp.

Allerede samme aften opsøgte Kadir kæresten, der blev stukket flere gange med en kniv.

– Det vidner igen om, at de har levet i et yderst usundt forhold, som jeg glæder mig over nu får en tiltrængt pause i form af flere års fængsel til den 31-årige mand, siger Jesper Rubow i pressemeddelelsen.

Den 31-årige mand nægtede sig skyldig i at have udsat kvinden for grov vold, trusler og vidnetrusler. Han erkendte dog nogle af de 24 forhold, han var tiltalt for, men han ville ikke udtale sig i sagen.

Foruden trusler og grov vold handlede sagen om vidnetrusler, besiddelse af forskellige slags narko og våben samt at have kørt bil, selv om hans førerret var administrativt inddraget. Han blev frifundet for enkelte forhold.

Retten lagde i dommen vægt på kvinden forklaring, andre vidneforklaringer, lægelige oplysninger, billeder og andet.

Specialanklageren havde krævet tre et halvt års fængsel, men retten endte med at udmåle en straf, der lå et år lavere end det.

Shano Asos Kadir har valgt at modtage dommen.