
To biler har torsdag aften været involveret i et voldsomt sammenstød i krydset mellem Arnborgvej og Vardevej i Kibæk.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi til Presse-fotos.dk.
– To biler har været involveret og da vi kommer frem, ligger den ene af bilerne på siden med en person i bilen, som ikke er ved bevidsthed, siger Jens Claumarch, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Vagtchefen fortæller, at en person er blevet taget med af politiet, fordi man mener, at vedkommende førte bil i påvirket tilstand.
– To personer er kørt på sygehuset ifølge de oplysninger, jeg har, men jeg har ikke yderligere informationer om deres tilstand og hvem det drejer sig om, oplyser vagtchefen.





