Vink farvel til dit dankort: Droppes nu flere steder

dankort
Foto: dankort.dk

Dankortet er flere steder i det offentlige blevet skrottet som betalingsmiddel. Det skriver Politiken.dk.

Eksempelvis kan skolemadsordningen i Københavns Kommune nu kun betales med Visa eller Mastercard.

Digitaliseringschef i børne- og ungdomsforvaltningen Mette Enel Ugelvig skriver i et svar til Politiken, at forvaltningen har valgt en løsning uden dankort, da en løsning med dankort var for dyr.

Hos TV 2, der er et 100 procent statsligt ejet aktieselskab, har man siden 2021 ikke kunnet tegne abonnement på TV 2 Play med dankort.

Desuden er der ifølge Politiken eksempler på, at uddannelsesinstitutioner, der har udliciteret kantinedrift til private virksomheder, ikke tager imod dankort.

Dankortet er i forvejen stærkt presset. I 2019 udgjorde dankortbetalinger næsten 70 procent af betalinger med kort i Danmark. I 2023 var tallet faldet til under 50 procent, viser tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

En af forklaringerne er, at mange forbrugere betaler ved hjælp af deres mobiltelefoner.

Når man betaler med eksempelvis Apple Pay, vil betalingen stort set altid ske med ens udenlandske betalingskort.

Kun Danske Bank understøtter dankortbetalinger via Apple Pay.

Ingen banker giver mulighed for at bruge dankort via Google Pay, skriver Politiken.

Fagchef Henrik Sedenmark fra brancheorganisationen Dansk Erhverv ærgrer sig over, at dankortet svækkes.

– For dankortet er for de fleste forretninger det billigste betalingskort at indløse. Jo færre der bruger dankortet, jo dyrere bliver det for butikkerne. Både fordi udgifterne til dankort bliver højere, og fordi de udenlandske betalingskort er dyrere at indløse for de fleste forretninger, siger han til Politiken.

Power har åbnet en ny butik. Derfor har folk siddet i kø hele natten for gode tilbud.