Det danske håndboldlandshold er fortsat på ret kurs ved EM, hvor Danmark onsdag aften åbnede mellemrunden i Hamburg med endnu en klar sejr.
Danskerne vandt 39-27 mod et hollandsk mandskab, der trods de klare slutcifre viste sig som en ubehagelig modstander, men blev knækket af en vild dansk slutspurt.
Det er Danmarks fjerde sejr i lige så mange opgør ved EM i Tyskland. Holdet er nu ubesejret i 25 kampe på stribe siden oktober 2022.
Hollands fartspil voldte dog problemer undervejs. I 40 minutter var det en jævnbyrdig kamp, indtil Danmarks større bredde, bedre fysik og større kvalitet på enkelte nøglepositioner slog igennem.
Da de to nationer mødtes i en testkamp for halvanden uge siden, valgte begge landstrænere at spille med B-kæden. Som forberedelse var den kamp ubrugelig, og det danske forsvar havde fra start svært ved at indstille sig rigtigt på modstanderne.
Planen var at stå langt tilbage for at undgå at skulle løbe om kap med blandt andre den letbenede playmaker Luc Steins. Men det endte med at blive for defensivt, og det gav de hollandske skytter for let spil.
Offensivt så det bedre ud, selv om man ikke nåede niveauet fra kampen mod Portugal. Der var som tidligere i turneringen tendenser til, at spillerne holdt for længe på bolden.
Rasmus Lauge, der var blevet valgt i stedet for Mikkel Hansen, gjorde det godt som spilstyrer imellem Simon Pytlick og Mathias Gidsel. Men hollænderne viste sig svære at ryste af.
Flere gange i første halvleg blev danske tremålsforspring indhentet. Og også i de første ti minutter efter sidebyttet havde Holland konstant en snor i de danske storfavoritter.
Simon Pytlick spillede ikke med samme effektivitet og sublime evne til at træffe de rigtig valg som to dage tidligere mod Portugal. Og der blev misbrugt for meget fra fløjene.
Nikolaj Jacobsen var frustreret og uddelte så mange skideballer, at det meste af truppen inklusive målmandstræner Michael Bruun nåede at blive udsat for landstrænerens temperament.
Som så ofte før var det et par veltimede redninger af Landin, der skabte luft.
Landin var kommet på banen i slutningen af første halvleg i stedet for Emil Nielsen, og mens målmanden sprællede mellem stængerne, fik hans holdkammerater gang i kontraspillet, scorede syv gange på stribe og forvandlede 23-22 til 30-22.
Den målstime kunne Holland trods alt ikke svare igen på. Forestillingen var afgjort, og det gav Nikolaj Jacobsen den luksus, at han kunne give Mathias Gidsel et sjældent hvil på bænken i de sidste minutter.
Der bliver rigeligt brug for hans energi på fredag, hvor Sveriges regerende europamestre venter i den anden ud af fire mellemrundekampe.