En 27-årig mand er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet efter han kørte vanvidskørsel i Kolding søndag aften. Manden nåede at køre ind på gågadesystemet ved Rendebanen og videre ad Søndergade. Manden nåede også at køre overfor rødt flere gange, inden han blev stoppet.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev pågrebet, da han kørte over et helleanlæg ved Vestre Ringgade og ikke kunne køre videre.
Politiet oplyser, at ingen personer er kommet til skade ved kørslen, men flere måtte undvige bilen for ikke at blive påkørt.
LIGE NU LÆSER ANDRE: NU SÆTTER POLITIET DYKKERE I VANDET: STADIG INGEN SPOR AF FORSVUNDEN KVINDE OG HENDES BABY
Nu er manden blevet varetægtsfængslet i fire uger, hvor han er sigtet for at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.
Politiet vil fortsat gerne høre fra vidner, der måtte undvige bilen – eller har været vidner til kørslen. Du kan kontakte politiet på 114.