Det er partilederen fra et parti, der nu melder ud, at han mener, at størstedelen af kvinders holdninger er samfundsdestruktive.
Det er en opsigtsvækkende udmelding, der nu skaber debat.
En dansk partileder har endnu en gang skabt røre med sine udtalelser.
Denne gang handler det om nogle markante betragtninger, der har fået flere til at reagere.
Og partilederen selv lægger ikke skjul på, hvad han mener.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er Lars Boje Mathiesen, der er formand og det eneste resterende folketingsmedlem for Borgernes Parti, som er kommet til tasterne på det sociale medie X.
Her deltager han i en debat om retten for personer med anden etnisk herkomst til at stemme i Sverige.
Her tvivler han på en brugers “ægthed”, efter hun påpeger, at de netop “bare” benytter deres ret til at stemme.
“Du kan simpelthen ikke være et rigtigt menneske. Ingen kan være så dum,” skriver partilederen på det sociale medie X og fortsætter:
“Flertallet af kvinder har en samfundsdestruktiv holdning, hvilket man kan se på den måde, de stemmer.”
Det har nu også fået ham til tasterne på det sociale medie Facebook, hvor han mener, at det er “nogle politisk korrekte feminister”, der er blevet provokeret over hans kommentar og “nu er gået i selvsving.”
Han mener nemlig selv, at han blot oplyser om konsekvenserne af “deres adfærd.”
Om det er alle kvinder, han henviser til her, eller venstreorienterede feminister, er ikke klart.
Men han fortsætter med at skrive:
“Kvinder stemmer i højere grad på venstreorienterede partier. Disse partier ønsker mere lempelig indvandringspolitik.”
Og det er ifølge Lars Boje Mathiesen samfundsskadeligt. For fortsætter den nuværende indvandringspolitik, mener han, at den resulterer i en unødig milliardregning til danskerne samt:
“… mere kriminalitet, fx flere voldtægter af kvinder i Danmark, og mere islam i Danmark.”
Hvad han helt konkret mener med indvandringspolitikken, og hvilke love der ikke er stramme nok, kommer han ikke ind på. Men han mener, at islam er en ideologi, hvor kvinder er mindre værd end mænd.
“Så ja, kvinder er ved den måde, de stemmer på, i højere grad end mænd ved at ødelægge Danmark,” skriver Lars Boje Mathiesen, inden han selv påpeger, at det ikke er en holdning.

