Unge morede sig: Skød kanonslag efter dyr

Politiet leder efter fem unge mennesker, der morede sig med at skyde med kanonslag efter dyr.

Det skete mandag aften i Jersie. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Politiet havde fået en anmeldelse om en gruppe store drenge, der kastede kanonslag på en rute fra Jersie Station, ved idrætscenteret og nord på ad Strandvejen og videre til Parkvænget og Maglekæret fra kl. 19.30 og et par timer frem.


Undervejs morede de sig også med at fyre et kanonslag af, der var sat fast på vinduet ind til et hønsehus med høns og kaniner i en børneinstitution.

Politiet kalder det en grov og uacceptabel måde at genere børnenes dyr på.

Det er ikke lykkedes for ordensmagten at få fat i de unge mennesker. Men politiet vil gerne høre fra folk, der ved, hvem de unge mennesker er.

Hvis man har oplysninger, kan man ringe til politiet på 114.

Arkivfoto