En 20-årig mand blev torsdag aften meddelt, at han var frihedsberøvet, fordi han var udeblevet fra et møde i fogedretten, da en patrulje traf ham på Skagerakvej i Holbæk klokken 22:02, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Det fik den 20-årige mand til at løbe fra politiet, som dog fulgte efter og beordrede ham til at stoppe. Det efterkom den unge mand ikke. Efter kort tid fik betjentene dog indhentet den 20-årige.
Flugten fra politiet kostede den 20-årige en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om, at det, som frihedsberøvet, er ulovligt at flygte fra politiet.
Den unge mand blev efterfølgende anbragt på et arresthus, så han i løbet af fredagen kunne bringes til fogedretten i Holbæk, så han kunne få klaret det retsmøde, han var udeblevet fra.