Ung mand lavede cirkelspark mod bilen: Ældre mand fik forrude knust

En ældre mands bil blev torsdag eftermiddag pludselig udsat for hærværk, da han kom kørende på Banegårdsplads i Hinnerup.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Ifølge anmeldelsen havde tre mænd befundet sig på kørebanen, hvor de sloges for sjov, da den 66-årige mandlige bilist var kommet kørende. Da bilen passerede de tre mænd, lavede den ene af dem et cirkelspark mod bilen, som resulterede i, at bilens rude blev knust.

Manden steg ud af bilen, men de tre mænd forlod stedet i en hvid varevogn og var væk, da politiet kom frem.

Flere vidner havde overværet episoden og kunne blandt andet forklare til politiet, at de tre mænd havde ”leget ninjaer” og desuden virkede berusede.

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og har pt. ikke yderligere kommentarer.