Udslip af eddikesyre: ‘Gå indenfor – og luk døre og vinduer!’

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer fredag morgen folk i Frøslev på Mors til at gå indenfor og at lukke døre og vinduer.

Det skyldes udslip af eddikesyre fra flere tanke.

“Det er en lastbil med tre palletanke, hvor der er gået hul på to af dem. I hver af tankene er der 1000 liter,” siger vagtchef Ole Vanghøj til Ritzau.

Udslippet er sket uden for en industribygning.

“Det løber ud og ned i kloakken. Det er også derfor, at vi rykker talstærkt ud til stedet,” siger Ole Vanghøj.

https://twitter.com/MVJPoliti/status/1570665535041576960

Opdatering kl. 10.15. Midt- og Vestjyllands Politi meddeler på Twitter:

“Vedr. eddikesyreudslippet på Mors: Lugtgenerne er ikke farlige, men strækker sig muligvis helt til Nykøbing – luk døre og vinduer, hvis nødvendigt.”

Opdatering kl. 10.22. Midt- og Vestjyllands Politi meddeler på Twitter:

“Opdatering, Mors: Vi afslutter vores indsats, og det er igen muligt at færdes i Frøslev. Afspærringen er ophævet. Der er tale om et begrænset forureningsområde på en industrigrund ifm. aflæsning af eddikesyretanke fra en lastbil. Ingen meldinger om personskader.”

Opdatering kl. 10.37: Politiet melder på Twitter:

“Vi melder ud, når der er nyt at fortælle om udslippet. Stammer fra hul på to tanke på lastbil. Elsøvej er spærret i begge retninger, og der er meldinger om kraftig lugt.”