Tv-kok beder osteelskere holde øje med for billig cheddar

950 oste med en værdi på omkring 2,7 millioner kroner er blevet stjålet fra en ostedistributør i London.

Den britiske tv-kok Jamie Oliver beder lørdag folk, der elsker ost, om at hjælpe det britiske politi med at fange nogle svindlere, som har franarret en ostehandler i London 22 ton engelsk og walisisk cheddar.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

På det sociale medie Instagram beder han følgere om at være vågne, hvis de hører om “vognlæs fyldt med fin ost”, der bliver tilbudt “for billigt”.

Han kalder tyveret “Det store ostetyveri” og skriver, at det er “frækt og af “episke proportioner”.

Ifølge Jamie Oliver er osten omkring 300.000 pund værd, svarende til omkring 2,7 millioner kroner, og det skal veje 22 ton.

Tv-kokkens opfordring kommer efter, at osteforhandleren Neal’s Yard Dairy har sagt, at den er blevet franarret mere end 950 hele cheddaroste. Ifølge forhandleren udgav svindleren sig for at være grossist.

Neal’s Yard Dairy er Storbritanniens førende distributør og forhandler af håndlavede oste. Virksomheden har betalt de mindre ostemejerier, der har fremstillet ostene, lyder det.

Forhandleren beder, ostehandlere verden over om at kontakte dem, hvis de bliver tilbudt cheddaroste, der er svøbt i klæde, på 10 eller 24 kilo, hvor mærkaterne er blevet fjernet.

Ifølge en udtalelse fra politiet i London har det fået “en anmeldelse om et tyveri af en stor mængde ost”.

– Vi efterforsker fortsat sagen, lyder det fra politiet, som videre fortæller, at ingen endnu er blevet anholdt i sagen.

Tyveriet skal være sket mandag.

I 2017 blev ti personer anholdt efter to år med ostetyverier i den Norditalienske by Modena, der er kendt for sin produktion af parmesan.

Ifølge Time Magazine blev der dengang stjålet ost for op mod syv millioner dollar, svarende til over 48 millioner kroner.

AFP