Selvom Holger Rune taber klart til Carlos Alcaraz i Saudi-Arabien, høster han stadig en monumental lønseddel.
Onsdag aften spillede Holger Rune kvartfinale mod Carlos Alcaraz i showturneringen Six Kings Slam i Saudi-Arabien.
Det blev dog en kort affære for den 21-årige danske tennisspiller.
Blot en time og 12 minutter på banen skulle den spanske tennisstjerne Carlos Alcaraz bruge for at slå Holger Rune.
Den danske tennisspiller tabte klart i to sæt med cifrene 4-6, 2-6 til den firefoldige Gram Slam-vinder. Dermed er han ude af showturningen i Saudi-Arabien.
Holger Rune modtager stor pengesum
På trods af det tidlige exit kan den danske tennisspiller dog grine hele vejen til banken. Flere medier har nemlig beskrevet, at tennisspilleren får op imod 10 millioner kroner alene for at stille op til turningen.
Med sine blot en time og 12 minutter på banen svarer det til en minutløn på 139.000 kroner.
Hvis Holger Rune havde vundet sin kvartfinale mod Carlos Alcaraz, havde Rafael Nadal ventet i semifinalen, mens enten Jannik Sinner eller Novak Djokovic havde ventet i finalen.
Hele 41 millioner kroner venter vinderen af turneringen, hvilket er næsten det dobbelte af at vinde en Grand Slam-turnering.
‘Svært at sige nej’
Ekstra Bladet har tidligere spurgt Holger Rune til præmiepengene, samt hvorfor han vælger at stille op til en turnering i et land, der er berygtet for at krænke menneskerettigheder.
‘Det er ikke helt ti millioner kroner, hvis jeg skal være helt ærlig, men prize money har jeg heller ikke lyst til at gå for meget ind i. Det er svært at sige nej til en turnering med Djokovic, Nadal, Sinner, Medvedev og Alcaraz. Det er de kampe på det niveau, jeg gerne vil have, og hvis jeg får muligheden for at spille mod dem så ofte som muligt, vil jeg tage imod den,’ sagde den danske tennisspiller dengang.
Han ønskede dog ikke at kommentere på, om der er et problem med, at Saudi-Arabien er et relativt kontroversielt land, særligt i forhold til krænkelser af menneskerettigheder.
‘Alle har meningerne, men jeg har ikke nogen kommentar til det lige nu,’ slog Holger Rune fast.