Alabama har for bare anden gang henrettet en person ved at kvæle dem i en helt ny henrettelsesmetode
Myndighederne i den amerikanske delstat Alabama har torsdag gennemført delstatens anden henrettelse med en ny metode, hvor den dømte bliver kvalt i nitrogen, også kendt som kvælstof.
Den henrettede er Alan Miller, en 65-årig mand fra delstaten, som har siddet fængslet i over to årtier, efter at han i 2000 blev dømt for at have skudt og dræbt tre mænd.
Han blev erklæret død klokken 01.38 natten til fredag dansk tid, oplyser Alabamas guvernør, Kay Ivey, i en pressemeddelelse.
En henrettelse med kvælstof foregår ved, at den dødsdømte inhalerer ren kvælstof, hvilket fortrænger ilten i kroppen.
Manglen på ilt gør, at den dødsdømte bliver bevidstløs, inden vedkommende dør af det. FN har tidligere fordømt metoden, som det siger, kan resultere i en smertefuld død.
Myndighederne i Alabama har forsvaret metoden og sagt, at den er “effektiv og human”.
Miller har ventet på at blive henrettet, siden han blev dømt i 2000.
Delstaten forsøgte at henrette ham med en dødelig indsprøjtning i september 2022, men det blev aflyst, da det ikke var muligt at gennemføre henrettelsen inden midnat den dag.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Miller sagsøgte efterfølgende fængslet for den behandling, som han fik under forsøget på at henrette ham.
Ifølge Miller stak fængslets ansatte i løbet af en time i ham gentagne gange med kanyler, mens han lå bundet til en briks. Han sagde også, at de efterlod ham “hængende lodret”.
Måneden efter besluttede myndighederne, at Miller skulle henrettes med kvælstof i stedet for en dødelig indsprøjtning.
Metoden var på det tidspunkt aldrig blevet brugt før, hverken i Alabama eller resten af verden.
Den blev for første gang taget i brug i januar i år, da Alabama henrettede Kenneth Eugene Smith, som var blevet dømt til døden for at have dræbt Elizabeth Sennett i 1988.